Kursus for ledige – hjemmeside

Igennem en årrække har jeg efterhånden lært ret mange mennesker at lave deres egen hjemmeside. Det er dels sket på Svendborg Erhvervsskole, hvor jeg holdt kurser i it for voksne i skolens kursuscenter, og dels er det sket i mit eget firma, hvor jeg løbende holder kurser i hjemmesidedesign for ledige.

Svendborg Erhvervsskole er udskiftet, så jeg nu driver mit enmandsfirma på Klosterplads i hjertet af Svendborg. Med udsigt over Svendborg Havn og med Taasinge og Thurø i horisonten får jeg min hverdag til at gå på bedste vis. Beliggenheden midt i Svendborg gør det nemt at komme til og fra mit kontor. Jeg bor lige over for banegården, og busstoppestederne ligger 2 minutters gang herfra. Desuden er der talrige muligheder for parkering, hvis du kommer i egen bil.

Individuel undervisning og hold

Når du skal lære at lave din egen hjemmeside, er det vigtigt at der bliver talt et sprog som alle forstår. Min baggrund som skolelærer gør, at jeg selv kalder mig for en pædagogisk nørd. Jeg elsker at nørde, men gør også en dyd ud af at sikre mig, at mine kursister forstår hvad jeg fortæller og forklarer. Det er altid tilladt at afbryde mig, hvis man ønsker tingene forklaret på en anden måde.

Mine kurser i konstruktion af hjemmeside tager altid udgangspunkt i det gratis system, der hedder WordPress. WordPress er det mest udbredte websystem i verden, og det er der mange grunde til. WordPress byder på en ekstrem bred vifte af muligheder for webdesign, og selve systemet er brugervenligt, så du undgår frustrationer over tekniske spidsfindigheder.

Jeg underviser både på holdbasis og individuelt. Jeg har tidligere samarbejdet med Jobcentret i Svendborg omkring ledige borgere, som gerne vil klædes på når det handler om hjemmesider. De fleste virksomheder i dag har en hjemmeside, så at kunne grundlæggende ting og sager om webdesign er bestemt en stor fordel. Med andre ord: et kursus for ledige, der opkvalificerer dem, så de tør kaste sig over virksomhedens hjemmeside.

Webdesign på flere niveauer

Kurserne gribes individuelt an, så jeg tager hele tiden udgangspunkt i dine forudsætninger. Hvis du ikke har lært at lave en hjemmeside før, tager jeg dig i hånden og fører dig forsigtigt hen i det store webunivers. Hvis du har snuset til webdesign før, starter vi der, hvor du synes vi skal begynde. Er du allerede godt med på noderne, kan det være at vi ud over webdesign skal snakke om søgemaskineoptimering og markedsføring på internettet.

  • Hvad: Hvordan laver jeg en hjemmeside
  • Hvor: Svendborg
  • Hvordan: Holdkursus eller individuel undervisning
  • Hvornår: Når det passer dig

Praktisk: Du skal sørge for at have en aftale klar med Jobcentret. Jeg hjælper gerne med at beskrive kursets indhold samt andre praktiske informationer.

Spørgsmål til mit kursus for ledige? Skriv eller ring: tlf. 2972 0955 // e-mail: allan@bojsen.dk