Sådan misbruger du din hjemmeside

De fleste virksomheder, som har brugt uanede ressourcer på at skabe det perfekte website, oplever somme tider at investeringen ikke står mål med de penge og den tid, der er lagt i projektet. Faktisk kan jeg af og til undre mig over, hvorfor både små og store virksomheder vælger at lægge penge i en hjemmeside, hvis den alligevel ikke bruges til noget fornuftigt. Det fik mig til at skrive denne guide for at gøre tingene lettere for firmaer, som alligevel ikke agter at få noget fornuftigt ud af alibi-hjemmesiden.

Drop opdateringer

Først og fremmest skal I som virksomhed sørge for IKKE at opdatere hjemmesiden med tidssvarende oplysninger. Det er vigtigt at I ikke får lagt nye varer, tjenester og ydelser ind på websitet, da de besøgende sætter stor pris på at se på gamle produkter. Hvis alt skal være helt i top, så bevar de gamle priser. Derved vil I sikre jer at de besøgende synes at jeres udbud er ekstraordinært fedt med attraktive priser.

Forkert kontaktinfo

Det er ligeledes vigtigt, at I forsømmer at opdatere diverse kontaktinformationer på hjemmesiden. Forsøg at lægge så forkerte oplysninger på hjemmesiden som muligt, så de besøgende umuligt kan få fat i jer. Angiv skæve e-mailadresser, som genererer fejlmeddelelser retur i folks indbakker, når de skriver til jer. Læg uopdaterede telefonnumre ind på hjemmesider, så telefonen siger mærkelige lyde, når folk prøver at skabe telefonisk kontakt til jer. Hvis I lægger et fungerbart telefonnummer ind på hjemmesiden, så sørg for at en telefonsvarer automatisk går i gang med løfter om at ringe tilbage, hvilket I naturligvis ikke vil gøre.

Nyhedssektion uden nyheder

Nyheder på hjemmesider er vildt opreklameret. Mange sætter pris på at læse nyheder, som er 3-4 år gamle, og det vil altid vække stor begejstring, når de besøgende erfarer at de netop har brugt3 minutter på et indlæg, som dels ikke længere er aktuelt og dels er ubrugeligt på grund af ændrede regler inden for det emne, I kloger jer på. Det er især et hit, hvis seneste nyhed handler om jeres nye hjemmeside, som blev lanceret for 3 år siden. Brug gerne overskriften: ”Velkommen til vores nye hjemmeside”.

Tekniske opdateringer

En hjemmeside er omgærdet af teknik. Webbureauet har formentlig forklaret jer, at jeres løsning indeholder så komplekse sager som CMS, skabeloner, templates, temaer, extensions, plugins, databaser og meget mere. Bare rolig: teknik uddør aldrig, og heldigvis går udviklingen så langsomt, at I ikke behøver at spekulere på tekniske opdateringer på hjemmesiden. Når nogen forsøger at overtale jer til at få opdateret teknikken, så skyldes det helt sikkert, at vedkommende bare vil hive penge ud af lommerne på jer. Google vil sikkert også være ligeglade med at jeres website inficerer folks computere.

SEO – søgemaskineoptimering

Nogle af de mest glubske ulve på web-markedet er folk, som kalder sig specialister inden for søgemaskineoptimering. De vil med garanti gerne lægge nyt indhold ind på jeres hjemmeside samtidig med, at de optimerer teknikken bag websitet. Hop ikke på den! Igen vil de blot trække guld ud af virksomhedens velspækkede pengetank, og I risikerer blot at I får flere besøgende på hjemmesiden. Drop al SEO og bed SEO-folkene om at kontakte jeres konkurrenter i stedet for.

Responsivt design

Webdesign-bureauer har formentlig allerede kontaktet jer med henblik på at få hjemmesiden til at fremstå i responsivt design. Det betyder på dansk, at virksomhedens hjemmeside fremstår i mobilvenligt layout. Den skal I naturligvis ikke hoppe på. Det er stadig de færreste mennesker, som bruger tablets og smartphones, og de bruges sjældent til at finde informationer på firmaers websites. En hjemmeside, som ikke virker særligt godt på en smartphone, signalerer gode, konservative dyder.

Døde links

Noget folk ofte sætter stor pris på, er links, som ikke virker. Sådan et link kan du eksempelvis placere i jeres menu. Det betyder at når folk for eksempel klikker på ”Kontakt os”, dukker en side op, hvor der står ”at siden ikke kan findes”. Det finder de fleste vældig morsomt, og faktisk vil I skubbe til en slags sport, hvor de besøgende pludselig insisterer på at finde en eller anden måde, de kan kontakte jer på. På denne måde fastholder I de besøgende på jeres hjemmeside.

Store, fæle fotos

Overvej at skifte fotos ud på hjemmesiden. Besøgende synes det er rart med nye, autentiske fotos, så hvis du går en tur rundt på virksomheden og tager fotos med din smartphone, så er det en rigtig god idé at lægge disse fotos direkte op på hjemmesiden. Tænk ikke på at optimere billederne i et billedbehandlingsprogram, og læg dem gerne op i original størrelse. Dette vil sætte de besøgendes internetopkobling ekstra på prøve – noget de fleste sætter pris på, idet de da får tjekket deres 4G og bredbånd grundigt.

Lange tekster uden hoved og hale

Det er altid en god ide at lægge gode, lange tekster på hjemmesiden. Hemmeligheden er at dine tekster helst ikke skal indeholde overskrifter, punktopstillinger og andre typografiske vidundermidler. Nej, læg teksterne ubehandlet ind på hjemmesiden, så de fremstår som lange doktorafhandlinger. Mange af jeres kunder vil føle sig som små genier, som virkelig skal strenge sig an for at kunne forstå jeres budskaber. Dette vil styrke kundens selvbevidsthed og selvtillid.

Kopier tekster

Hvis virksomhedens tekstforfatter har valgt andre græsgange, er det altid en stærk idé at låne tekster fra andre hjemmesider på internettet. Hvis I for eksempel sælger Ecco sko, så kan I med sindsro bare ”låne” tekster fra konkurrenternes hjemmesider. Dels vil konkurrenterne opfattede det som en blåstempling af deres tekstarbejde, og dels vil Googles søgerobotter finde det super-relevant at folket kan finde de samme tekster på flere hjemmesider.

Andre idéer

Der findes mange andre måder at forhindre virksomhedens hjemmeside med at skabe succes og forøge salget. Usandheder og misinformationer plejer at virke rigtigt godt, så dette kan godt være et menupunkt I sætter seriøst ind på. I kan også ansætte en grafiker til at skabe flash-grafik til hjemmesiden. Grafikken kan ikke ses på tidssvarende computere, smartphones og tablets.

Hvis du har andre gode måder at hensygne en virksomheds hjemmeside på, er du naturligvis velkommen til at kommentere dette indlæg. Reelle erfaringer fra egen hjemmeside er mere end velkomne.