Kom højt op i Google

Os med hjemmesider ved hvor vigtigt det er, at Googles kræsne robotter kan lide vores hjemmeside. Derfor handler det om at servere de helt rigtige retter for robotterne, så de har lyst til at anbefale vores hjemmesider via høje placeringer i søgemaskinen. Her får du nogle tips til hvordan du hæver placeringerne for din hjemmeside.

Indhold på websitet

Skriv noget indhold med kvalitet. Hvis du ikke er den fødte skribent, bør du finde en person til at hjælpe dig. Robotterne er blevet skarpsindige, og de kan godt vurdere, hvis en tekst er FOR adresseret til søgemaskineoptimering. Så sørg for at skrive noget kvalitativt indhold, hvor du skeler til robottens livretter. Og hvis du kan servere en tekst på +300 ord er du på rette vej. Skriv dine egne originale tekster, og hvis du kan twiste dem med et aktuelt emne, er der god chance for, at robotten finder dit arbejde interessant.

Links – indgående og udgående

Når du har hjemmesiden i luften, skal du ikke læne dig tilbage i sofaen og nyde resultatet. Du skal derimod ud og fortælle omverdenen at du nu er klar til at modtage nye besøgende på sitet. Det får du blandt andet ved at partnere, kunder og andre har lyst til at linke TIL din hjemmeside via deres hjemmesider. Backlinks er vigtige, fordi det vidner om en slags blåstempling af din hjemmeside. Prøv også gerne at få nogle medier til at nævne din virksomhed og webadressen på hjemmesiden. Så er du godt på vej.

Ofte stillede spørgsmål

Når folk indtaster søgesætninger i Google, bliver disse ofte forfattet som spørgsmål.

– Hvordan lapper jeg en cykel?

– Hvor længe holder en varmepumpe?

– Hvor meget mad skal min hund have?

– Hvorfor går mine planter ud?

Du kan med fordel oprette en ofte stillede spørgsmål sektion på din hjemmeside, hvor du stiller hyppigt spurgte spørgsmål med svaret nedenfor naturligvis.

Hastighed på hjemmesiden

Tjek også gerne om hastigheden på din hjemmeside er i orden. Langsomme hjemmesider er sjældent populære, og robotter bryder sig ikke om, hvis en hjemmeside er flere sekunder om at loade. Derfor skal du lige tænke dig om, når du lægger indhold på hjemmesiden. Det er ofte billeder, der er synderen. Tit ser jeg, at kunder har uploadet billeder til hjemmesiden på 3, 4 og 5 MB. Det går altså bare ikke. Ind i et billedprogram med billederne til redigering, inden de lægges på hjemmesiden.

Responsivitet – mobilvenlighed

De senere år har budt på et voksende marked for den moderne mobiltelefon. Sådan en størrelse hedder en smartphone i dag, og det gælder om at din hjemmeside ser pæn ud på en smartphone. Hjemmesiden skal være responsiv i dag – altså mobilvenlig. Mange mennesker – læs: kunder – surfer på deres smartphones i dag, og hvis en robot opdager at din hjemmeside ikke er mobilvenlig, får du en ridse i lakken. Mobilvenlige hjemmesider i dag er et must. Punktum.

Sammenhæng mellem siderne

Sørg også for at der er sammenhæng iblandt siderne på hjemmesiden. Du har sikkert mere end én side på websitet, så sørg for at folk hurtigt kan komme fra for eksempel forsiden til den side, hvor du præsenterer dine vigtigste ydelser eller varer. Sørg også for at de kan klikke sig videre fra de vigtige sider til de næstvigtige sider. En god linkstruktur på hjemmesiden letter klikkeriet for menneskene – og det kan robotter godt lide. Lige netop her har jeg for eksempel et indlæg, der handler om de optimerede billeder til hjemmesiden.

SSL certifikat – sikker hjemmeside

I mange år var http den gængse standard for hjemmeside adresser. Det betød at hjemmesideadresser ofte startede med http://www.etellerandet.dk. I dag skal du have et S på adressen, så starten begynder med https. S’et indikerer at hjemmesiden krypterer de informationer der er imellem hjemmesiden og kundens browser. Måske lidt latterligt tænker du, men robotter kan godt lide sikre ting og sager. Så få det certifikat på hjemmesiden nu.

Har du brug for hjælp eller input til ovenstående? Jeg hjælper gerne, så ring på tlf. 2972 0955.