Hjemmesiden er vigtig

En af mine gode venner driver selvstændig virksomhed. Lad os kalde vedkommende for Henrik. Henrik er relativ ny udi selvstændig virksomhed, og hans ydelser handler om viden. Han tilbyder viden inden for detailhandel, og hans kerneprodukt er relevant for unge som gamle i butikslivet.

Nu hedder overskriften til dette indlæg, at ”hjemmesiden er vigtig”, så derfor flytter jeg fokus fra Henriks ydelser til vigtigheden i at have en præsentabel og informativ hjemmeside. Det er jo blandt andet det, som jeg lever af i min virksomhed, så lad mig kommentere lidt på hvorfor hjemmesiden er vigtig, og hvad den kan bruges til.

Facebook er ikke nok

Inden jeg kaster mig over dette essentielle emne, så lad mig forklare hvorfor indlægget her bringes. Årsagen er Henriks online strategi: indtil videre er hans hjemmeside under opbygning, og det har den været i et halvt års tid nu. Til gengæld er Henrik rigtig god til at bringe sine budskaber ud via Facebook.

Hertil har jeg 3 kommentarer:

  • Det er ærgerligt at hjemmesiden ikke er bragt ud til verden
  • Mange bruger Facebook, men ikke alle
  • Selv om man er på Facebook, googler man tit for at finde løsningen på et problem

Hmmm… Lad os lige se på de 3 kommentarer:

Ad 1: Hjemmesiden er et rigtigt stærkt kort at have på hånanden, når man skal præsentere sin virksomhed og dens produkter, ydelser og tjenester. Man har fri råderet over hvor meget man vil skrive og præsentere, og man bestemmer selv hvordan det skal gøres. Man er ikke underlagt nogle regler for, hvordan det skal gøres, og hvordan det skal se ud.

Ad 2: Det er muligt at Henrik opsnapper nogle kunder via Facebook, men når dette er sagt, må vi huske på, at det ikke er alle, som er på Facebook. Nogen er på Facebook, fordi de er medlemmer af en lukket gruppe. Andre er på fordi de godt kan lide at se og følge med i, hvad vennerne foretager sig. Men det er langt fra alle, som ved at Henriks virksomhed eksisterer. I øjeblikket har Henrik mellem 200-300 følgere på Facebook. Det betyder at hvis Henrik lægger et oplæg op på Facebook, er det måske kun 100 eller maks 150, som ser indlægget.

Ad 3: Og så skal vi altså huske på, at folk stadig googler for livet løs, hvis vi skal finde en løsning på et problem. Det er de færreste af os, som åbner Facebook og skriver coaching i søgefeltet dér. I stedet åbner vi Google.dk og skriver en søgesætning ind i Googles søgefelt. Faktisk er vi blevet rigtigt gode til at formulere spørgsmål i søgefeltet:

  • Hvordan lapper jeg en cykel
  • Hvor højt er Rundetårn
  • Hvordan undgår jeg stress

Hjemmesiden giver frie hænder

Og det er så her, at jeg igen vil gentage, at hjemmesiden er vigtig, fordi det typisk er hjemmesider, der dukker højt op i Googles søgeresultater, når folk søger løs derinde. Google henviser ganske vist af og til sociale medier, men allerhelst vil de kræsne søgerobotter hellere sende folk videre til en website, hvor folk finder alverdens informationer om det konkrete emne.

Derfor er hjemmesiden vigtig for din virksomhed. Facebook rækker ikke langt nok. Lad mig afslutningsvis fremvise nogle af de geniale muligheder som du kan bruge hjemmesiden til.

Præsentation af varer/ydelser

Hvilke varer, tjenester eller ydelser sælger din virksomhed? Er det fysiske produkter? Så præsenter dem med informative tekster og gode fotos. Hvis jeg skal købe en gummistøvle, vil jeg meget gerne se den, inden jeg slår til.

Hvis du sælger viden, coaching eller bløde produkter som eksempelvis hjemmesider, søgemaskineoptimering eller kurser, kan du uddybe dine ydelser via det skrevne ord, udtalelser, referencer og andet, som underbygger din ekspertise på området.

Præsentation af virksomheden/iværksætteren

Hvem er du, og hvorfor skal dine kunder vælge dig? Hvor lang tids erfaring har du med dine ekspertiseområder, og hvilke typer opgaver har du tidligere hjulpet andre virksomheder med?

Husk også at præsentere de menneskelige sider af dig og din virksomhed. Du skal naturligvis ikke fortælle, hvad du spiser til morgenmad, men du kan med fordel præsentere dig selv og servere nogle af de emner, som du beskæftiger dig med i din fritid.

Hvis du ejer en virksomhed med ansatte, så præsenter dit mandskab og vis, at du er stolt af dem. Fremhæv deres kvaliteter og kompetencer, så kunden ikke er i tvivl om, at din virksomhed er den rette til at løse kundens udfordring.

Billeder af produkter

Billeder fortæller mere end mange ord, så derfor er det et must for dig at bringe gode fotos på hjemmesiden. Brug tid og ressourcer på gode billeder, der kan understøtte dine tekster, og sørg endelig for at kvaliteten af de bragte fotos er god.

Husk også at få fotos beskåret, så de passer godt ind i hjemmesidens design. Billeder, som er for små eller for skæve, gør sjældent et godt indtryk, og i værste fald klikker kunden væk fra din hjemmeside.

Lyd og video

På falderebet skal vi lige inkludere den meget nyttige mulighed for at krydre hjemmesiden med video- og lydklip. Internettet er en dynamisk størrelse, og hvor man i gamle dage – altså for 2-3 år siden – udelukkende læste informationer på nettet, er det i dag mere end almindeligt at suge viden til sig i form af videoklip eller podcast.

Personligt nyder jeg altid at få præsenteret et emne via små videosekvenser. Måske egner dit produkt sig enestående til video? Det er måske lettere at gennemskue hvordan man lapper en cykel ved at se det i en video frem for at skulle læse sig til det?

Ønsker du mere info?

Hjemmesiden er vigtig. Derfor synes jeg du skal prioritere den. Kig den grundigt igennem og forsøg at sætte dig i kundens sted: finder du de informationer der er relevante, og bliver det hele serveret på en appetitlig måde? Ser den for eksempel godt ud på en tablet eller smartphone?

Og jo: jeg hjælper dig gerne videre med hjemmesiden. Lad os få en snak på tlf. 2972 0955 eller brug kontaktformularen oppe til højre. Mails er også velkomne: allan@bojsen.dk

Ps. Jeg tager en snak med Henrik en af dagene …