Fortsætter tørken på nettet?

Kære læser

Emnet for nyhedsbrevet (Fortsætter tørken på nettet?) har – som sådan – intet med nørderi at gøre. Jeg skrev den blot for dels måske at opfange din nysgerrighed og dels for at overføre den meteorologiske status til en måleenhed på nettet. For kan man opleve en form for tørke på nettet?

Tja, det kan man for så vidt sagtens. Du har sikkert din egen hjemmeside og er godt tilfreds med indholdet på den. Men mærker du nogle interesser og henvendelser fra potentielle kunder, eller ligger hjemmesiden stille hen? Sådan er det i al fald for mit eget vedkommende i perioder.

Der sker ikke så meget i indbakken, og min telefon ligger somme tider så stille, at jeg igen og igen tjekker om den er sat på lydløs … Derfor har jeg gjort det til en vane at bevæge mig ind på min egen hjemmeside med jævne mellemrum for at se den kritisk an. Kritisk på den gode måde.

*** Inden du læser videre, så husk at tjekke de 5 bonuslinks nederst i dette nyhedsbrev ***

Billeder og tekster

Konkret tjekker jeg billeder og illustrationer. Er der noget, som trænger til en opstramning, og kan jeg med fordel finde fotos, som passer bedre til mine tekster? Giver billederne mening for andre end mig selv, eller er det en anelse for ”indforståede” i symbolikken?

Og så er der jo teksterne. De gratis tips, som du finder på hjemmesiden er jo skrevet igennem en årrække, siden jeg startede selvstændig virksomhed for godt ti år siden. Jeg har bevidst ladet de gamle indlæg ligge, idet Googles kræsne søgerobotter godt kan lide indhold på hjemmesider.

Der er dog den fidus med gamle indlæg, at indholdet måske er forældet eller ukorrekt. Derfor er jeg begyndt på at genlæse mine tidligere skriverier og opdatere disse, så de fremstår lidt mere moderne og tidssvarende. Det gør jeg for læsernes skyld, og så gør jeg det for at vinde søgerobotternes gunst. De elsker nemlig opdaterede tekster.

Hvad kan du gøre?

Hvis jeg var dig, ville jeg afsætte en time eller to til at gå din hjemmeside igennem. Forsøg at være lidt selvkritisk, og kig gerne efter i krogene. Passer oplysningerne på hjemmesiden, eller er der sket ændringer siden sidste gang du var inde over indholdet på siden?

Måske trænger designet til et løft opad. Tingene flytter sig jo hele tiden på internettet, og det gør webdesign også. Holder hjemmesiden fx vand på smartphones, eller er den lidt svær at navigere rundt i på en moderne telefon? Husk at mange besøger din hjemmeside via smartphones.

Jeg giver dig gerne nogle ord med på vejen, hvis du overvejer at løfte design og layout på hjemmesiden. Et nyt look på hjemmesiden er med til at skabe fornyet interesse for din virksomhed, og så elsker søgerobotterne jo fornyelse og dynamik.

Genlæs teksterne

Og det gælder naturligvis også for de skriftlige budskaber du øser ud på hjemmesiden. Læs dine tekster igennem og forny dem med bevingede ord. Hold stadig fokus på de vigtige søgeord, så de er tydelige at læse på hjemmesiden.

Mange glemmer at bruge de ord, som kunderne anvender, så når kunde Jensen skriver elektriker i Google, er det også et rod du skal bruge på hjemmesiden, selv om du måske foretrækker at kalde dig selv for el-installatør …

Så tænk scenariet igennem: skriver du teksterne på hjemmesiden, så de er forståelige for kunderne, eller er informationerne måske en anelse for fagnørdede og indforståede? Skriv et sprog, som dine kunder forstår.

Bytte bytte købmand

Og hvis du er i tvivl om hvordan din hjemmeside optræder i Google, tilbyder jeg dig denne købmandshandel: hvis jeg må få et link ind på din hjemmeside, tilbyder jeg dig at foretage en analyse af Google placeringer på 10 udvalgte søgeord og -sætninger.

Udfyld formularen her. Så tager jeg fat i dig, og sammen får vi et resultat, som du kan bruge i den videre færden efter at opnå gode placeringer i Google.

Gratis inspiration

Jeg slutter nyhedsbrevet af med nogle links, som du måske kan bruge. Hvis du sidder inde med guldkorn, så skriv straks til mig. Det vil jeg blive meget glad for.

https://gemini.google.com: Når man taler om kunstig intelligens, er det ofte ChatGPT, der nævnes, men tjek lige Googles Gemini ud også.

https://www.fotor.com/photo-editor-app: Når det handler om billeder til hjemmesiden, handler det også om billedredigering. Prøv dette online billedprogram.

https://www.awwwards.com: Her handler det om hjemmesider, som har vundet priser på grund af design og funktionalitet.

https://gtmetrix.com: Ved du godt, at din hjemmesides hastighed er vigtig i forhold til kunder og søgerobotter? Hvis den ”loader” for langsomt, risikerer du at kunderne klikker væk. Tjek hastigheden her.

https://www.flaticon.com: Vi slutter af med gratis ikoner og stickers til din hjemmeside. God fornøjelse.

Tak fordi du læste med.

Allan Bojsen, Bojsen Web

Tlf. 2972 0955

allan@bojsen.dk

coffee-1576552_1280
sqr031-col1
sqr031-col2

Er hjemmesiden opdateret?

Nogle gange kan man stirre sig blind på ens egen hjemmeside. Hvis du har brug for en “second opinion” står jeg klar i kulissen. 

Send mig dit navn og telefonnummer. Så vender jeg tilbage til dig.

Flere gratis tips