Af og til hører jeg kunder udtale, at de er i tvivl om de skal bygge en ny hjemmeside op, eller om de skal fokusere på de sociale medier og lægge ressourcerne deri i stedet. Man kan jo efterhånden en hel del på fx Facebook og Instagram, og da de fleste ved hvordan disse sociale medier skal håndteres, er tanken jo absolut relevant. Jeg hælder dog til, at virksomheder bør have egen hjemmeside.
Hjemmesider er jo blevet en uundværlig del af vores dagligdag. Det ser vi hver gang vi er på udkig efter et eller andet på internettet. Vi googler løs og finder dit og dat, og det dukker oftest op på en hjemmeside eller i en webshop. Når Googles kræsne søgerobotter kommer med forslag i søgeresultatet, er der af og til links til fx Facebook, men oftest – hvis du søger efter et produkt eller tjeneste – vil det være virksomhedens hjemmeside, der dukker op.
Brugervenlighed gør en forskel
En opdateret hjemmeside kan være med til at øge virksomhedens synlighed på nettet, og efter min mening virker det også langt mere troværdigt med egen hjemmeside frem for en profil på et socialt medie. I den forbindelse skal vi også huske på, at det ikke er alle, som er på de sociale medier.
Men den helt klare fordel ved egen hjemmeside er muligheden for at designe et layout, som passer perfekt til ens produkt eller ydelse. Hvis man udelukkende går med fx Facebook, er man underlagt det setup, som Facebook har sat til din disposition. Virksomheden har mulighed for at oprette alle de sider, som der er brug for, og navigationen gøres meget mere enkel, således at kunden oplever brugervenlighed og overskuelighed.
På egen hjemmeside kan du desuden optimere indholdet, hvilket gør at du kan målrette produkter eller ydelser på den måde, som du ønsker. Med tekst. Med fotos. Med grafik. Med video. Du bestemmer. Og du er ikke underlagt regler for hvad du ønsker at skrive. Du bestemmer suverænt hvad der skal være af indhold på hjemmesiden.
Hjemmesiden er en investering
En god kontaktside skal man ikke kimse ad. Det er nemlig ofte den side, som folk klikker ind på, hvis de ønsker supplerende informationer om dine ydelser. Det bør være nemt at komme i kontakt med dig, enten via telefon eller e-mail. Og folk vælger tit at sende en mail, fordi mange nyder at aftensurfe. En søgning i Google kan jo klares på alle tidspunkter af døgnet.
Og hjemmesiden skal naturligvis ses som en investering. Når du bruger ressourcer på at få bygget en hjemmeside, er det typisk med henblik på øget salg i virksomheden. Dette gælder uanset om det er en ydelse eller et fysisk produkt, som din virksomhed sælger. I den forbindelse kan du med fordel afvikle kampagner i ny og næ. Det vil formentlig give endnu mere interesse for dine gode tilbud.
Hvis du ønsker at høre mere om fordele ved en hjemmeside til virksomheden, er du altid velkommen til at kontakte mig. Og jeg giver gerne en kop kaffe med udsøgt udsigt ud over Svendborg havn.