Åh nej! Så skete det, som alle webnørder frygter: at et webhotels filer og mapper udsættes for at fælt og krysteragtigt angreb med krav om en løsesum til følge. Azero fik her i denne uge ødelagt hele deres datasystem, fordi luskede og irriterende hackere fik lukket sig indenfor i serverne hos Azero. Resultatet er nedslående, fordi Azero valgte ikke at betale den løsesum, som hackerne krævede.
Resultatet er katastrofalt: alle kunder hos Azero fik ødelagt al data, herunder blandt andet hjemmesider og emails. En regulær katastrofe for kunderne, fordi de med ét har mistet al data, som lå hos Azero. Hjemmesider. Webshops. Kundesystemer. Emails. Alt blev krypteret. Al data forsvandt næsten som dug for solen.
Azero er naturligvis frygteligt nedslåede over angrebet og konsekvensen heraf. På deres hjemmeside kan du læse mere om situationen. Desværre er der ikke så meget hjælp at hente. Azero kan ikke genskabe din hjemmeside eller dine emails, hvis du ikke selv har en kopi af det hele. Heldigvis har mange hentet deres mails ned i et program som Outlook eller Thunderbird, men i dag talte jeg med en kunde hos Azero, og han var frustreret. Hans hjemmeside var forsvundet, og når kunden skulle læse emails, gjorde han det via Azeros webmail-system. De mails er alle tabt.
Hvad kan du gøre som Azero-kunde?
Der er desværre nok ikke så meget at gøre, hvis du ikke selv har en kopi af det mistede. Hvis du har dine mails i fx Outlook, er det en god ide at tage en backup af din pst-fil. Og hvis du har en kopi af din hjemmeside samt database, kan den reetableres på en webserver. Men hvor mange har det? Personligt har jeg ikke en kopi af denne hjemmeside, som du læser lige nu. Men når dette indlæg er lagt op, tager jeg straks en backup af hele molevitten.
Har du ikke en backup, kan du desværre ikke gøre så meget. Al data er tabt. Hjemmesiden er tabt. Webshoppen er tabt. Du er med andre ord nødt til at bygge en ny hjemmeside/webshop op fra bunden. Det er forfærdeligt, og det er den besked jeg i går og i dag har givet 3 lokale kunder. Alle 3 havde deres data liggende hos Azero.
Så mine kunder skal nu tage stilling til, om de ønsker at bygge en ny hjemmeside op. De har muligvis tekster og billeder liggende, og via Wayback Machine har de mulighed for at se layout/design på hjemmesiden. Alt skal bygges op fra bunden, men hvis man har det oprindelige design, gør det opbygningsprocessen lettere.
Skift webhotel
I dag har jeg rådet mine kunder til at skifte webhotel. Når denne flytning er faldet på plads, kan de begynde at oprette email-adresser, og hvis de har modet på det, hjælper jeg gerne med at bygge en ny WordPress hjemmeside op fra bunden.
Det samme gælder naturligvis dig, som læser disse linjer: hvis du har brug for sparring eller input, er du velkommen til at kontakte mig.
Og du skal vide at jeg føler med dig – og at jeg i dag vil tage en backup af de hjemmesider, som jeg passer teknikken på. Den backup vil jeg downloade og have liggende lokalt på en ekstern USB-disk, som ikke har adgang til internettet.