Kontaktformular på hjemmesiden

Kære læser

Mit nyhedsbrev er tilbage, og inden du hopper videre til næste mail, så tjek lige min indholdsfortegnelse:

  • Virker din kontaktformular?
  • Har du brug for ny adresse til hjemmeside?
  • Overskrifter på hjemmesiden?
  • Bonuslinks

Nå, for lige at vende tilbage til sagens kerne, så håber jeg at du kom godt ind i 2026. Nyt år – nye muligheder. Verden er af lave, og snart dagligt hører vi om den ene uhyrlighed efter den anden. Via dette nyhedsbrev forsøger jeg at skabe et afbræk i den voldsomme nyhedsstrøm.

Så læn dig tilbage og skim mit nyhedsbrev igennem. Måske bliver du klogere. Måske bliver du inspireret. Måske er det hele tidsspilde …

Kontaktformularen på hjemmesiden

Når jeg bygger hjemmesider til mine kunder, er et meget hyppigt spørgsmål:

Er det nødvendigt med en kontaktformular på hjemmesiden?

Du kender helt sikkert disse kontaktformularer: du blænder ind på en hjemmeside og ønsker at komme i kontakt med ejeren. Derfor klikker du på menupunktet Kontakt. En kontaktformular dukker frem på skærmen, hvor du skal skrive dit navn, dit telefonnummer, din e-mailadresse samt den besked, som du har på hjerte. Det hele afsluttes med et tryk på en Send-knap.

Nu er det om at vente på svar fra ejeren. For man kan vel godt stole på, at din besked blev sendt igennem kontaktformularen, ikke sandt?

Tja, personligt oplever jeg en gang imellem at sådanne kontaktformularer er ude af drift. Det skyldes ofte at der er problemer med den mailadresse, der er koblet til hjemmesiden. Jeg skal ikke kede dig med et teknisk begreb som SMTP, men hvis den ikke sidder lige i skabet, strejker kontaktformularen tit.

Hvis du har en kontaktformular på din hjemmeside, ville jeg straks teste den af. Prøv at udfylde felterne og klik på Send-knappen. Virker den?

Nyt domæne til hjemmesiden

En meget eftertragtet ting på det store internet er de gode domæner – altså de geniale www-adresser, som sender folk ind på hjemmesiden. Som tiden går, er de eftertragtede domæner taget for længst.

  • Hussalg.dk
  • Hjemmesider.dk
  • AB.dk
  • Psykoterapeut.dk

Ja, adresser som ovenstående har været optaget i mange år, og de bliver næppe ledige med det samme. Så hvis du skal starte et nyt web-projekt op, skal du have gang i den kreative tænkehat. Alternativt skal du overveje en anden endelse end punktum dk. Dem findes der efterhånden en del af, hvoraf nogle populære er com, net, nu, as og info.

Domæner skal typisk fornys en gang om året, og hvis folk ikke forlænger registreringsperioden, bliver domænet frigivet på et tidspunkt. En del af mine kunder har webhotel hos Simply, og Simply har oprettet deres egen lille Domæne-Ninja, som indeholder en liste over domæner, som netop er blevet ledige. Måske ligger dit drømmedomæne og venter på dig dér? Inden du går amok, så tænk dig godt om. Der er ingen grund til at investere en masse gode, danske kroner i domæner, hvis du ikke får brug for dem.

Eller ring til mig, hvis du ønsker en uforpligtende holdning til dine domæne-tanker: tlf. 2972 0955

https://www.simply.com/dk/ninja/

Overskrifter på hjemmesiden

Findes der kedeligere overskrifter i et nyhedsbrev? Jamen altså …

Overskrifter har en kæmpestor betydning – især når det handler om tekster til din hjemmeside. Kræsne søgerobotter, som læser millioner af tekster hver dag, er fuldstændig pjattede med overskrifter.

Sådan en robot er ret firkantet indstillet. Den læser hele molevitten og lagrer dine guldkorn i dens database. Men er der noget søgerobotter er begejstrede for, er det overskrifter. De slubrer overskrifter i sig – især den øverste overskrift, som jo er indgangen til hele teksten. Derfor må du love mig, at når du lægger tekster på din hjemmeside, så skal den øverste overskrift være meget sigende for indholdet i teksten.

Og så skal du denondelynemig sørge for, at overskriften indeholder ét eller flere ord, som du formoder dine kunder ville anvende, hvis de skulle søge efter en form for hjælp til emnet i fx Google. Nu er det ikke overskriften, der gør det alene, men den har altså en mesterstor betydning. Og hvis din tekst er på 400+ ord, så sørg endelig for at placere flere overskrifter i teksten.

Igen: gerne med gode søgeord og synonymer.

Jeg er gammel dansklærer, så jeg giver gerne mit besyv med til en af dine tekster. Send en mail mig på allan@bojsen.dk

Hænger du på endnu?

Flot klaret. Jamen, så får du lige nogle bonuslinks, som måske gør din dag endnu bedre.

https://recorder.minitool.com: Her får du et gratis program til Windows, der kan optage det, der foregår på din skærm.

https://www.onecommander.com: Og her får du et alternativ til Windows Stifinder, som jeg nogle gange synes er lidt tung at danse med.

https://www.aignes.com/deadlink.htm: Links, der ikke virker på din hjemmeside, er spild af god plads. Her får du et program, der kan scanne din hjemmeside for disse såkaldte ”døde links”.

https://www.swisstransfer.com: Har du behov for at kunne sende nogle store filer af sted til din webmaster? Så brug denne solide tjeneste fra Schweiz.

https://haveibeenpwned.com: Mon din e-mailadresse er blevet hacket i en sammenhæng? Det kan du tjekke ud her. Måske skal du skifte password for adressen?

Mangler du viden om hjemmesider eller søgemaskiner? Så skriv eller ring. Jeg elsker at nørde i disse emner, som hele tiden er i en rivende udvikling.

Ps. Dette nyhedsbrev er forfattet af Allan Bojsen og ikke af en smart AI assistent …

Tak for din interesse – Vintersmil fra 5th Floor

allan@bojsen.dk // tlf. 2972 0955

Allan B.

coffee-1576552_1280
sqr031-col1
sqr031-col2

Virker kontaktformularen?

Jeg hjælper gerne med at tjekke din kontaktformular igennem? Måske skal den opdateres med nye felter?

Send mig dit navn og telefonnummer. Så vender jeg tilbage til dig.

Flere gratis tips