Derfor er WordPress så populært

Du står måske over for at skulle etablere din første hjemmeside? Måske har du allerede en hjemmeside, som trænger til et gevaldigt ansigtsløft? I dette indlæg vil jeg slå et slag for systemet WordPress, som flere millioner virksomheder i verden anvender.

Gratis system til hjemmesider

Først og fremmest er det vigtigt for mig at slå fast, at WordPress er et gratis system. Du kan med andre ord bygge en hjemmeside op fra bunden, uden at skulle betale en krone for det. At der så alligevel løber udgifter på, skyldes at hjemmesiden skal ligge på et webhotel og at du har en udgift til hjemmesideadressen (domænet).

Dette er dog udgifter, som 99% af alle hjemmesidejere har. Men selve web-systemet WordPress er 100 procent gratis, og det kan du roligt takke pænt ja til, hvis du overvejer at bygge en hjemmeside op fra bunden. Og hvorfor så det – er WordPress bedre end så mange andre systemer?

Ja, vil jeg mene. Når jeg en sjælden gang diskuterer web-systemer med andre nørder, kan vi nemt blive meget uenige. Der findes nemlig et hav af forskellige løsninger, og hver især er der fordele og ulemper. WordPress er ikke det eneste gratis system du kan vælge. Der er andre gode alternativer. Men WordPress er bedst. Synes jeg.

Brugervenligt og overskueligt

Desuden anser jeg WordPress som et af de mest brugervenlige systemer til hjemmesider pt. Med en smidig brugerflade forstår de fleste at bevæge sig ind i det forjættede land og redigere i hjemmesidens indhold uden at miste pusten. Også selv om man er ret ny udi at redigere og vedligeholde hjemmesider.

Den sorte topbjælke er virkelig en gevinst for de fleste, hvor man via ganske få klik hurtigt kan opdatere indholdet på en hjemmeside. Man skal ikke ud i indviklede menustrukturer for at finde lige netop den side, som skal udsættes for ændringer. Man skal ikke kende til kodning, og når tekster skrives, har man en tekstbehandling á la Word, som mange kender.

Menustrukturen i administrationen er desuden særdeles enkel. Du har en række menupunkter ude til venstre, og ofte er hjemmesiden sat så fint op til dig, at du sjældent har brug for at klikke på ret mange af mulighederne derude. Med andre ord er WordPress vældig enkelt at gå til, når hjemmesiden skal opdateres.

Fantastisk udvalg

Der hvor WordPress virkelig er et hit, er når det handler om temaer og plugins. Temaer hjælper dig med at sætte hjemmesidens design pænt op, og her finder du i tusindvis af eminente temaer til WordPress. Der er mange gratis temaer og der er temaer, som koster penge. Personligt vælger jeg næsten altid købetemaer, fordi man ganske enkelt får meget for pengene, hvilket jeg kan tage op i en anden artikel en anden dag.

Når det handler om funktionalitet på hjemmesiden, er der ligeledes tusindvis af forskellige muligheder. Måske mangler du en gæstebog til hjemmesiden? Eller et smart billedgalleri? Eller ønsker du at starte en webshop og sælge dine produkter på hjemmesiden? WordPress magter langt det meste.

Sikkerheden

Og så til et af de mest omdiskuterede emner når det handler om hjemmesider: sikkerhed. Og ja, der er en risiko for at din WordPress hjemmeside bliver hacket, men du kan hjælpe til med at minimere hackingen. Dette gøres ved at opdatere dine plugins, dit tema og WordPress systemet. Gøres dette med fast hånd, giver du hackere minimal chance for at hacke sig ind på din hjemmeside.

Hvis jeg var hacker ville jeg uden tvivl gå efter WordPress! Der findes over 80 millioner hjemmesider, som er konstrueret i WordPress, og hvis du kan finde et hul i en WordPress hjemmeside, har du pludselig (måske) mulighed for at hacke dig ind i millioner af andre sites. Bemærk at du kan installere plugins, der sikrer dit indhold ekstra godt.

Sociale medier og SEO

WordPress har fra start været et blog system, og Googles søgerobotter har altid godt kunnet lide blogs. Måske fordi blogs virker autentiske, dynamiske og up to date. Ikke desto mindre fornemmer jeg at WordPress hjemmesider generelt ligger godt i Googles søgeresultater. Det er ikke noget jeg kan dokumentere, og jeg har ikke dybdegående analyser for min påstand.

Men med de rette tiltag og med de rette plugins kan du optimere enhver WordPress hjemmeside, så den kommer højere op i søgeresultaterne. Bemærk at WordPress er fabelagtig i forhold til sociale medier. Via specielle plugins integrerer du nemt din WordPress hjemmeside med eksempelvis Facebook, LinkedIn, Instagram og Youtube.

Og endelig …

Hvis du vælger at bruge mig som din samarbejdspartner i forbindelse med opbygningen af din kommende WordPress hjemmeside, så bid mærke i, at du til enhver tid kan finde en anden samarbejdspartner. Somme tider får man valgt et system, hvor man er afhængig af én bestemt person eller firma, men sådan er det ikke med WordPress.

Der findes adskillige mennesker, som arbejder med WordPress til dagligt, så hvis din hjemmeside pludselig er strandet, og du ikke synes du kan komme videre med din nuværende WordPress-mand, kan du relativt nemt finde en anden, som kan hjælpe dig videre.

Altså:

  • WordPress systemet er helt gratis
  • WordPress er brugervenligt
  • Der findes tusindvis af designs/temaer/skabeloner til WordPress
  • Du kan få stort set alle funktioner til WordPress
  • Intet er sikkert, men WordPress er ikke det værste
  • WordPress er stærkt i forhold til sociale medier
  • Søgemaskineoptimering og WordPress rimer på hinanden
  • Du er ikke bundet af ét firma eller én person, hvis du vælger WordPress

Mit navn er Allan, jeg driver Bojsen IT på Fremtidsfabrikken i Svendborg, og jeg vil gerne hjælpe dig med din kommende hjemmeside. Skriv eller ring til mig. Jeg tilbyder et helt uformelt og uforpligtende møde, hvor jeg kan skitsere de muligheder, som WordPress kan give dig.

Har du brug for eksempler på hjemmesider, der er skabt i WordPress, sender jeg dig gerne nogle links, så du i ro og mag kan klikke dig igennem eksemplerne. Mulighederne er mange, og jeg er ret sikker på, at vi sammen kan finde den helt rette løsning til dig. Og jeg giver gerne en kop kaffe eller en kop te.

Allan Bojsen, Svendborg, tlf. 2972 0955 eller mail: allan@bojsen.dk