Analytics: Hold øje med trafikken
Enhver ansvarlig forældre beder altid børnene om at være vågne i trafikken. Kig til venstre. Kig til højre. Kig til venstre igen. Og så må du måske gå over, hvis der ikke kommer trafik. Manglende trafik på landevejen er godt for vore små poder, så de kan komme sikkert over vejen. Manglende trafik på hjemmesiden er en katastrofe.
For hvor mange virksomheder ønsker at bruge tusindvis af kroner samt uanede ressourcer på hjemmesider, som ikke får besøg af potentielle kunder? Nok de færreste. Derfor handler det i høj grad om at følge med på sidelinjen: får hjemmesiden besøg, og går det den rigtige vej?
Analytics, gratis statistik
Statistik er svaret, og taler man om statistik på hjemmesider, fristes man næsten til at hviske Analytics samtidig. Analytics er Googles gratis værktøj til at holde øje med hvor mange besøgende hjemmesiden har. Desuden kan Analytics give statistik om stort set alt, som har med trafikken på din hjemmeside at gøre.
Så hvis du ikke allerede har installeret Analytics på din hjemmeside, synes jeg du skal få det gjort. Det kræver en Google konto og lidt teknisk snilde. Så er du i gang. Når Analytics er installeret, må du væbne dig med tålmodighed nogle dage. Herefter er du parat til at betragte statistikken lidt nærmere.
For de af jer, der allerede har installeret Analytics handler det om at holde øje med trafikken på hjemmesiden. Stiger besøgstallet eller går det den forkerte vej? Hvis pilen peger den forkerte retning, er der god grund til at undersøge, hvorfor tendensen er som den er. Det kan naturligvis skyldes, at kunder holder sommerferie og at de derfor ikke googler så meget. Men det kan også skyldes noget andet.
Søgemaskineoptimering er en god investering
Mange af dine besøgende kommer fra Googles søgeresultater. Folk skriver et søgeord i Google og trykker Enter. Straks dukker et søgeresultat op med tusindvis af forslag. Hvis du er dygtig, peger et af de øverste resultater på din hjemmeside. Med fornuftig søgemaskineoptimering kan du selv gøre meget for at ligge på side 1 i Googles søgeresultater.
Hvis besøgstallet falder på din hjemmeside, kan det sagtens skyldes at du har mistet gode placeringer på Google. I så fald er der god grund til at råbe vagt i gevær, for en degradering på Google kan komme til at koste dig dyrt. Det handler derfor om at få handlet i tide, så du atter kan genvinde side 1 placeringerne.
I Analytics kan du blandt andet se hvilke af dine sider der besøges meget og også hvilke der ikke har så mange træf. Du bør straks undersøge hvorfor situationen er som den er. Har du tidligere ligget lunt i svinget, er der megen fornuft i at tjekke de pågældende sider. Måske er det på tide at redigere en smule i teksten? Tilføje nye data eller facts? Skifte billeder ud? Forsøge at få nye venner på nettet til at linke til de pågældende sider?
Brug de sociale medier
En faldende trafik kan også skyldes, at du er blevet doven! Det er nemlig ikke nok at læne sig tilbage og stole på, at Googles kræsne søgerobotter skaffer dig den ene kunde efter den anden. Der skal arbejdes for føden. Hertil kan du med fordel tage de sociale medier i brug. Et frisk og nyttigt opslag på eksempelvis Facebook kan gøre en forskel.
Et blogindlæg på LinkedIn eller måske ligefrem et opslag med opfordring til debat omkring en vare, tjeneste eller ydelse på din hjemmeside kan være med til at øge trafikken på dit site. Du skal naturligvis ikke spamme dine forbindelser og venner på de sociale medier til, men med god planlægning bør du kunne opnå mere trafik via de sociale medier.
Skriv nye tekster til hjemmesiden
Hvor flittig er du i øvrigt til at opdatere din hjemmeside? Er det noget du får gjort med jævne mellemrum? Hvis ikke kan du bide dig i selv i næsen på at Googles søgerobotter mister interessen for din hjemmeside. Der er ikke noget så ligegyldigt som uopdaterede hjemmesider med forældede informationer.
Nix, overvej at komme i gang med ny produktion af sider og blogindlæg på din hjemmeside. Jeg anbefaler altid mine kunder til at starte en form for blog op. Søgerobotter kan nemlig godt lide hjemmesider med relevante og opdaterede indlæg. Dette vidner nemlig om, at hjemmesiden langt fra er død og at der er noget at komme efter.
Vær aktiv på nettet
En anden mulighed er at være lidt pro-aktiv på internettet. Lad mig dog straks sige at jeg udmærket er klar over at det er de færreste, som har tid til al denne internet-aktivitet. Ikke desto mindre synes jeg du eller en du kender bør aktiv på dine vegne. Jo mere aktivitet, der er omkring din hjemmeside, desto større chance er der for øget trafik.
Bevæg dig for eksempel ind på debatfora på internettet eller ind i relevante grupper på de sociale medier, hvor debatten drøner lystigt. Deltag med relevante og sobre indlæg og husk at få smuglet din hjemmeside ind en gang imellem. Folk må gerne kende til din www-adresse, men pas på at du ikke overdriver udbredelsen. Så bliver folk måske trætte af dine opslag.
Annoncering er en mulighed
Hvis ovenstående ikke rigtigt virker, kan det være du skal overveje en form for annoncering for din hjemmeside. Du kan vælge den gammeldags facon med en annonce i et dagblad, ugeavis eller magasin. Måske har du et godt tilbud, som en bestemt målgruppe skal kende til via en trykt annonce.
Eller du kan overveje en annonce på nettet. Dette kan eksempelvis være en AdWords annonce i Google eller et ”sponsoreret link” på Facebook. Nogen forsøger sig desuden med banner-reklamer på bestemte hjemmesider. Jeg anbefaler altid Google eller Facebook, men gør det, som du finder rigtigst.
Husk at opdatere hjemmesiden
Vigtigst er det dog efter min mening at din hjemmeside altid er så opdateret som muligt. Måske frister du potentielle kunder ind på hjemmesiden, men hvad nytter det, hvis gæsterne finder indholdet på hjemmesiden uinteressant, uopdateret eller ligefrem ligegyldigt.
Brug tid på at få hjemmesiden opdateret. Tjek teksterne. Er de stadig korrekte eller er der sket ændringer? Kan nogle af teksterne omformuleres, eller er der grobund for at skabe nye tekster til websitet? Hvilke fotos og illustrationer bruger du? Er det på tide med nyt billedmateriale? Måske er det på tide at du forsøger dig med vide på hjemmesiden?
Jeg lever af at give gode råd til virksomheder, som trænger til fornyede blikke på deres hjemmeside. Hvis du synes der skal ske noget med din virksomheds hjemmeside, vil jeg meget gerne forsøge at skubbe jer videre i den rigtige retning.
Jeg træffes på tlf. 2972 0955 eller via kontaktformularen oppe til højre.