Hvorfor have en hjemmeside?

Forleden dag sagde en god ven lettere provokerende til mig:

Allan, du konstruerer WordPress hjemmesider for firmaer og virksomheder, og det er de sikkert glade for. Men kan man i realiteten ikke nøjes med en Facebook-side, hvor man præsenterer virksomhedens ansigt? Derved sparer virksomhederne jo udgift til hjemmeside, domæne og webhotel.

Det er egentlig et rigtigt godt emne, han bragte på banen. Jeg har jo længe fokuseret på at skabe virksomhedernes profiler via en WordPress hjemmeside, og selv om tanken tidligere har strejfet mig, at virksomheden godt kan nøjes med en Facebook profil, er der alligevel ting der gør, at alle virksomheder i mine øjne bør have deres egen hjemmeside. Her er nogle bud fra venstrebenet.

Google

Mange kunder kommer i hus via Google. Med en opdateret hjemmeside har du alle muligheder for at dukke op i Googles søgeresultater på dine ydelser, tjenester og produkter. Du bestemmer nemlig hvor indeholder skal placeres på hjemmesiden, hvorimod du er lidt på herrens mark på Facebook. Med en hjemmeside kan du opbygge en logisk menu – det kan du ikke i samme stil på Facebook.

Og så bør du bestemt huske på, at du kan skrive de gode tekster og få disse optimeret, så din virksomhed har en chance for en side 1 placering på Google. Prøv for eksempel at søge efter en plæneklipper eller en coach på Google. Bemærk at INGEN Facebooksider toner frem på side 1. Den mulighed har du med egen hjemmeside.

Ikke alle er på Facebook

Der er også det indlysende argument, at det ikke er alle, der er lige begejstrede for Facebook. Jeg har stadig mange venner og bekendte, som IKKE er på Facebook. Sådan er du også nødt til at forholde dig i forhold til dine potentielle kunder. Hvis de ikke er på Facebook, vil de næppe finde dine produkter og ydelser.

Ved at have din egen hjemmeside på eget domæne har du alle muligheder for at hive kunderne ind i butikken og se på herlighederne. Det kan du i øvrigt også gøre ved at annoncere i den lokale avis og forsøge at hive dem ind på dit eget www-domæne. Det kan du også gøre med en Facebook-URL, meeeen jeg tvivler på at ikke-Facebookere klikker videre ind.

Placering af de gode tilbud

Måske har din virksomhed lyst til at friste kunderne med gode tilbud. Dette kan du naturligvis sagtens gøre via Facebook, men du bestemmer ikke særligt meget over hvor tilbuddene skal placeres. Hvis du slår et nyt indlæg op på Facebook, vil dette som udgangspunkt ligge øverst på din væg. Men hvad sker der så, når du slår endnu et nyt indlæg op?

Jo, så forsvinder dit første gode indlæg, og derved risikerer du at dine kunder kun bemærker dit seneste indlæg. Ved at have en hjemmeside har du fuld kontrol over hvor dine indlæg skal placeres, og du kan gøre mange ting for at få kunderne til at klikke sig rundt på hjemmesiden. Skab gode og interessante overskrifter med de rette Call to action-knapper. Så skal du bare se løjer.

Tekster, billeder og video

Med en egen hjemmeside har din virksomhed også mulighed for at fortælle en masse om produkter og ydelser via videoklip, podcast, billeder og tekster. Her ved jeg godt, at mange sikkert vil sige at det kan man også på en Facebook-side, men igen er jeg nødt til at gentage mig selv: på en logisk opbygget hjemmeside kan du servere tingene meget mere lækkert og indbydende end på en standard Facebook-side.

Opdater hjemmesiden med nye og redigerede tekster. Få taget nye fotos af dig selv, dine ansatte, dine produkter og ydelser og server lækkerierne direkte på forsiden. Overvej at få skabt nogle videoklip, der præsenterer din virksomhed samt produkterne. Video vinder mere og mere indpas rundt omkring, så måske burde du skabe et lille videobibliotek på hjemmesiden?

Konkurrenter

Glem ikke at du formentlig har en række konkurrenter, som du gerne vil holde hånd i hanke med. Hvis du ikke har egen hjemmeside, men ”blot” en Facebook-side, risikerer du at kunderne vælger konkurrenterne med egen hjemmeside. Det ligger dybt i vores DNA at vi har lyst til at klikke os igennem en virksomhed, inden vi handler med den. Dette kan gøres via en opdateret hjemmeside, hvorimod en Facebook-side, der ligner alle andre kommer til kort.

I dag er det efterhånden standard, at etablerede virksomhed og firmaer har egen hjemmeside. Basta. Nuvel, jeg kender virksomheder som klarer sig udmærket trods en manglende eller kikset hjemmeside. Den gør det jo ikke alene. Min pointe er blot, at du med en opdateret og nydelig hjemmeside står stærkere i feltet over for dine konkurrenter.

Hvad tænker du om det?