Tag en backup i WordPress

Du ejer muligvis en WordPress hjemmeside. Det er der efterhånden mange mennesker, der gør. Alt ser ud til at køre i bedste rille, og du mærker ingen gener til hverdag. Tiden går, og du opdager pludselig at både tema, WordPress og en række plugins trænger til opdateringer.

Nå, du kaster dig over arbejdet: WordPress bliver opdateret uden problemer, og hvis dit tema er et flink ét, går det sikkert også som en leg. Ingen problemer der. Så kommer det til dine plugins, og et efter et opdaterer du: et tryk på Opdater. Så skulle den være i vinkel.

Det går desværre bare galt en gang imellem. Der kan være mange forklaringer, men typisk er det udviklerne af et givent plugin, som har overset noget vigtigt i forhold til den aktuelle version af WordPress – eller det kan være temaet, som spiller et puds. Konsekvensen er kritisk:

Hvid skærm i WordPress

Hjemmesiden er helt hvid – hvid som sne. Intet liv. Ingen grafik. Tekst væk. Nada. Nul putte. Gisp! Og hvad gør man så? Jo, man forsøger at finde sine FTP oplysninger og logger på webhotellet, hvor du kaster dig over WP Content mappen og haster ind i Plugins mappen, hvor du efterfølgende omdøber dine plugins-mapper. Måske er du reddet. Jeg håber det.

Men måske er noget grusomt sket, og i værste tilfælde kan hjemmesiden være tabt. Webhotellet kan sikkert rulle en sikkerhedskopi ud, men regn med at det kommer til at koste en timeløn eller 2. Alt kunne måske være undgået, hvis du havde haft en backup af dit WordPress site.

Derfor: nu skal du lære at tage en backup. Helt gratis. Det koster lidt arbejde, men det kan være givet godt ud, ikke sandt! På med arbejdshandskerne – lad os komme i gang, inden det er for sent. Jeg tager altså udgangspunkt i, at du ejer en velfungerende WordPress hjemmeside i disse sekunder.

Sådan tager du en WordPress backup

  1. Start med at logge ind i din WordPress og klik her efter på Plugins > Tilføj nyt.
  2. I søgefeltet øverst til højre skriver du: Updraft Plus
  3. Et enkelt plugin toner frem: UpdraftPlus Backup and Restoration. Klik på Installer nu
  4. Er du sikker? Klik på OK
  5. Nu går der nogle sekunder, hvor dette prægtige plugin installeres
  6. Klik herefter på Aktiver plugin
  7. Klik nu på Indstillinger i venstremenuen > Klik herefter på UpdraftPlus Backups
  8. Klik på den blå knap Backup Nu
  9. En boks toner frem. Igen klikker du på Backup Nu
  10. Nu anmoder programmet om at starte en backup, og du ser snart processen på skærmen
  11. Når backup’en er i hus, må du gerne smile
  • Klik nu på fanebladet Eksisterende backups
  • Nu vil du se din backup af WordPress hjemmesiden
  • Du kan nu vælge at downloade de respektive backups (Database, Plugins osv.) til din harddisk

Du kan endvidere vælge en række spændende muligheder under fanebladet Indstillinger. Her kan du blandt andet angive at få placeret dine backups på Dropbox, Google Drive eller andre muligheder. Dette anbefaler jeg helt klart, idet din harddisk pludselig kan ramme muren og gå pladask i stykker. Du kan desuden også vælge om systemet automatisk skal tage en backup for dig i ny og næ.

God arbejdslyst. Husk at der findes mange forskellige plugins til at tage backup med. Personligt har jeg købt licens til BackupBuddy. Det er et forrygende godt plugin, og hvis du skal bruge assistance til backup, hjælper jeg dig gerne. Overvej at investere i mit IT klippekort. Det er billig hjælp med en enorm effekt.

2 svar
  1. Trine Petersen
    Trine Petersen siger:

    Hej..
    Har lige prøvet at følge din opskrift..
    MEN når jeg i søgefeltet skriver Updraft Plus kommer der en anden op og KUN den, den hedder:
    Ubuntu Gzopen () /gzopen64() Fix
    og der er en advarsel under da den ikke har været benyttet på den version af WP jeg har..
    Hvad gør jeg??

    Mange hilsner
    Trine Petersen

  2. Allan Bojsen
    Allan Bojsen siger:

    Hej Trine
    Det forstår jeg ikke, men du kan gøre noget andet:
    Start Google op og søg efter Updraft Plus derinde. Så får du formentlig et søgeresultat á la https://www.google.dk/search?q=Updraft+Plus&oq=Updraft+Plus&aqs=chrome..69i57&sourceid=chrome&ie=UTF-8

    Dermed kan du hente plugin’et direkte via https://da.wordpress.org/plugins/updraftplus/

    Download plugin’et
    Åbn administrationen af din hjemmeside
    Tilføj nyt plugin
    Upload den version du netop downloadede.

    Jeg håber det virker.

Kommentarer er lukkede.