Er du på Google My Business

Når dine potentielle kunder skal finde sådan én som dig, vil mange for det første spørge i deres netværk, om de kan anbefale nogen, der kan hjælpe dem videre. Der er også mange, som hopper direkte i Google og indtaster en søgesætning for at finde kvalificeret hjælp. Google er jo blevet det helt store unikum, når det handler om at finde information.

Derfor vil Fru Sørensen måske starte Google op og indtaste følgende i søgefeltet:

Mekaniker svendborg

Herefter toner en række mekanikere op i det ”almindelige” søgeresultat, men bemærk at der ofte også dukker et kort op, hvor de forskellige mekanikere i Svendborg-området er plottet ind, som søde, små, røde balloner og prikker. Der hersker ingen tvivl om, at Fru Sørensen og de andre ofte lige klikker sig ind på kortet for at tjekke det ud. Ved at klikke på en af mekanikerne dér, får hun en lille profilbeskrivelse af mekanikeren.

Det er netop dette, der hedder Google My Business. Igennem nogle år har Google arbejdet seriøst på at skabe et godt virksomhedsregister, hvor virksomhedsejere får en ekstra mulighed for at promovere deres firma. Dette kan altså gøres helt gratis. Det eneste det koster, er den tid du bruger på profilredigeringen.

Kan det betale sig?

Kan det betale sig at arbejde i Google My Business? Ja, hvis du spørger mig. Du har nemlig forskellige muligheder for at fortælle om din virksomhed på profilen. Ganske kort kan det for eksempel være

  • Kontaktinfo
  • Åbningstider
  • Hjemmesideadresse
  • Billeder af virksomheden
  • Beskrivelse af ydelser og produkter
  • Anmeldelser

Mange tænker sikkert, at det ikke betaler sig at bruge tid på unødig pjat. Nogen underkender måske betydningen af Google My Business. Tja, det kan godt være, men jeg finder det alligevel ganske fornuftigt at bruge en halv eller hel time på Google My Business.

Gratis og god profil

For det første er din virksomhed blandt andre virksomheder i Googles søgeresultat på side 1. Desuden er det god service at du hurtigt og præcist fortæller Fru Sørensen, hvornår du har åbent, så hun ikke ringer forgæves. Der er jo inkluderet en opkaldsknap til hende, og det bliver næsten ikke nemmere at få fat i dig.

Endelig vil jeg gerne slå et slag for, at du kan bruge Google My Business til at promovere et produkt eller en ydelse. Du kan skrive små historier, som måske får Fru Sørensen til at kontakte dig med opfølgende spørgsmål. Du krydrer naturligvis med friske fotos, som du måske forsømmer at lægge på hjemmesiden. Google My Business er gratis og du bestemmer selv hvor meget du vil bruge profilen til.

https://www.google.com/intl/da_dk/business/