Brug tiden på din blog

Driver du en blog? Skriver du indlæg på din blog med jævne mellemrum? I så fald kender du sikkert til en form for skriveblokering, hvor du simpelt hen ikke aner, hvad du skal skrive om. Du er tømt for ideer, og de indlæg, der ligger lige for, er ikke interessante nok til, at du orker at starte tekstbehandlingen op. Ej heller lidt research. Med andre ord er du parat til at lukke og slukke hele molevitten. Men tøv en kende! Inden du beslutter dig for at lukke din WordPress blog helt ned, er der andre praktiske gøremål du kan udføre i forhold til din blog. Hvilke gøremål det kunne være, giver jeg ideer til her.

Opdater dine plugins

Først og fremmest synes jeg du skal tjekke efter hvilke plugins du bruger på din WordPress blog. Plugins er typisk små ekstrafinesser du føjer til din blog, så den udvides med forskellige former for funktionalitet. Det kan for eksempel være en avanceret kontaktformular, et Google Maps, en shopfunktion eller et system til at forsvare dig imod alskens spam. Disse plugins opdateres med jævne mellemrum af opfinderne, og her synes jeg du skal tjekke efter, om alle dine plugins er up to date. Du finder ud af dette ved at klikke på Plugins i din venstremenu og så gå listen efter. Inden du opdaterer plugins, kan det være en god ide at tage en backup af din blog. Denne backup kan foretages på mange måder.

Opdater dine sider og indlæg

Du kan også gå den slagne vej og opdatere de sider og indlæg du har oprettet igennem tiden. Tjek dine tekster efter og se om du ikke kan eller bør omformulere dig! Den dag du skrev blogindlæg 1 var du måske uligevægtig, eller også var du kanske en anelse rørstrømsk og overoptimistisk? Passer indlæg 1 på dig den dag i dag, eller har du ændret holdning (eller måske ligefrem marked)? Er dine metervarer opdaterede, så de matcher din forretning her og nu, og kan du stadig stå inde for det, som du skrev for måneder tilbage? Læs teksterne igennem og rediger i dem hist og pist, så de stemmer overens med det menneske, som du er i dag. Flyt nogle kommaer og brug en synonymordbog.

Opdater dine billeder

Billeder er en vigtig substans på din blog. Dine besøgende elsker at kigge på billeder, så hvorfor ikke underkaste websitet et kritisk blik? Ryd op i de dårlige billeder. Fjern dem og gå i stedet på opdagelse efter andre, tidssvarende billeder. Tjek gratis billedsider som www.sxc.hu ud eller brug nogle penge på kvalitetsbilleder på nogle af de talrige foto stock hjemmesider. Hvis du altid har leveret fotos på websitet i farver, kan det være at tiden er inde til at skifte taktik og lægge sort/hvide billeder på bloggen? Og hvordan har billederne det ”vægtmæssigt”? Er det tunge billeder på flere hundreder KB, så kyl dem ind i et billedbehandlingsprogram og optimer dem, så de dukker hurtigere op på skærmen. Google hader langsomme hjemmesider, og her er tunge billeder ofte ballademagerne.

Få nogen til at hjælpe dig

Hvis du finder alt dette for omstændeligt og tidskrævende, kan du vælge en anden strategi: lad nogen hjælpe dig med opgaven. Sæt dig ned og giv dit website et kritisk blik og notér de ting, som du ønsker at ændre på. Hvilke tekster skal shines op? Er der plugins, der trænger til opdatering? Hvilke billeder skal bevares og skal de ”efterladte” optimeres i Photoshop eller lignende? Skab dig det gyldne overblik over hvilke ting der skal til, for at din blog atter bliver din stolthed. Find derefter de rette folk, der hjælper dig videre. Bed dem om at komme med ideer eller synspunkter til, hvordan de agter at gribe opgaven an.

Jeg hjælper dig gerne. Jeg har efterhånden skrevet webtekster i en del år – på Nettips, som er mit hobbysite, ligger der over 2.000 tekster – og jeg ved lidt om, hvordan dine tekster bør opbygges, hvis de skal tiltrække Googles opmærksomhed. Desuden hjælper jeg dig gerne med optimering af fotos, så de er så rendyrkede som muligt. Jeg opdaterer gerne dine plugins på din WordPress blog, og jeg har investeret lidt skillinger i et godt system til at skabe fornuftige backups af WordPress hjemmesider.

Jeg kan hyres på timebasis. Du kan også overveje at købe et af mine klippekort (5 eller 10 ture á 15 minutter). Så kan du trække på min arbejdskraft, når du synes det passer ind.